|
|
Post by Stephan Fox Barker on Jun 14, 2011 17:46:27 GMT 1
Stephan så hende i øjnene, de nysgerrige øjne, som hun lod sine hænder søge hans ansigt og dets former. Han var overrasket over den intensitet, der opstod på grund af hendes nærvær. Han havde det mærkeligt med, at hun stod og rørte ved hans ansigt. Han gav et lille sæt i sig, meget lille, og knyttede kort sin næve, da hun rørte ved hans ømme øje. Det var ikke, fordi at hun rørte det hårdt, men siden det var så nyt, som det var, kun få timer gammelt, så var det virkelig ømfindigt. Han stod blot og betragtede hendes ansigt. Da hendes fingre bevægede sig nedover hans næse, fulgte hans øjne med ned om hendes næse. Hendes fine, smalle næse. Hans var buttet, men ikke dominerende i hans ansigt. Han havde et meget ungt ansigt i forhold til hans alder, det vidste han godt. Han så yngre ud end han var, men det var han skam bare glad for. Så blev han ikke gammel af udseende så hurtigt som alle andre. Da hun unersøgte hans læber og han kunne mærke hendes fingre ved hans bløde mund, kunne han ikke lade være med at få et lettere skælvende åndedræt. Som sagt, så havde han det virkelig mærkeligt ved at være så tæt på en ung kvinde, som nu. Og mest af alt, så havde han det mærkeligt med, at der var et menneske, der interesserede sig for ham på anden måde end det han kunne yde af servering og rengøring. Da hun spurgte, hvilken farve hår han havde måtte han nosse sig sammen til ikke at fjerne sig fra tætheden, der kom af, at hendes fingre kørte igennem hans hår og kærtegnede hver enkelt hår fra roden og til spidsen. Det var i hvert fald, hvad Stephan forstod som kærtegn. Han var skræmt, det måtte han indrømme, men ikke på den dårlige måde. Bare den uforberedte og forvirrede måde, som han ikke kunne vænne sig til at have som en knude i maven. Han havde aldrig været så tæt på et andet menneske før. Kun Clara, men hun var hans lillesøster. Eller, hun var den pige, han var vokset op sammen med hele sit liv og derfor betragtede som sin lillesøster. Han tog et dybt åndedræt og så Lillith ind i øjnene, også selvom han godt vidste, at hun ikke kunne gengælde det. "Samme farve som træets stamme, som jorden under os gemt væk af brosten," sagde han og så hendes mund smile til sig, da hun fjernede sine hænder og atter tog hans. Han havde et rart ansigt? Det var da første gang, han havde hørt det. Første gang, ja, faktisk første gang i mange år, han overhoved havde fået et kompliment. Derfor stod han nu der midt på gaden med hende og rødmede. Hvorfor vidste han ikke. Måske var det igen blot af samme grund som før. At han stadigvæk ikke havde vænnet sig til at blive lagt mærke til. Mon han skulle fortælle hende hvilken øjenfarve han havde? Han ventede lidt til at hun tog hans hånd. Han tog fat om hundesnoren igen, som han havde bundet rundt om sit håndled, hvilket gjorde, at Basil rejste sig og begyndte at gå, ret stærkt. Stephan fløj med og kom derfor til at slippe hendes hånd. Han fik dog hurtigt styr på bedstevennen og kom med en lille, men uartig lyd, der fik Basil til at stoppe op. Han gik de få skridt tilbage til Lillith, som der var og tog endnu en gang hendes hånd og lod hendes arm være tæt på hans, så hun kunne støtte sig. "Det må De, nej, du undskylde," beklagede han og begyndte at gå igen til Basils glæde, "Du har selv et meget smukt ansigt." Han vidste ikke rigtig, hvorfor han sagde det, men det røg bare ud af ham. Hun var smuk, det kunne han ikke løbe fra, og siden hun var blind, syntes han, at hun fortjente at få at vide, at hun ikke lignede mængden omkring sig. Det havde føltes dumt for ham at sige, men han var heller ikke vant til at give andre mennesker komplimenter. Han var slet ikke vant til overhoved at skulle tage stilling til andre end Mr. Barker, Clara og måske sig selv et par gange. Mest om aftenen, når han havde gået tur med Basil, som han når ja og åh selvfølgelig jo også skulle tage stilling til, men han var et dyr. Ifølge Barker. Ifølge Stephan var han ikke bare et dyr, men et menneske i en hunds krop. Sådan så Stephan ham. Sådan burde alle se ham. Alle var fangede, på den ene eller den anden måde. Lillith var fanget i mørket, og Stephan fanget hos krofatteren og i sit øgenavn.
|
|
|
|
Post by Lillith Adele on Jun 14, 2011 18:36:07 GMT 1
 i can't see, but that doesn't mean that i'm blind- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Da Stephan forklarede hende, hans hårfarve nikkede hun langsomt, og malede ligesom farven på, på sit eget lille billede af ham. Det passede til ham, men igen, hun var jo heller ikke sikker på at det var sandt. På den anden side, var der ikke noget der kunne knuse den forestilling, for hun ville ikke bare være i stand til at se på magisk vis. Og så lige som Lillith ville have ordentligt fat i Stephan, forsvandt han ud af hendes greb, meget hurtigt. I et øjeblik vidste hun ikke om hun skulle grine eller græde, men da han hurtigt kom tilbage, smilede hun taknemmeligt. Hans smiger fik hende til at smile lidt mere, mens hun blot rystede på hovedet, og lod sin arm glide elegant ind i hans; ”det kommer helt an på øjnene der ser.” Dét havde hun lært. Nogle folk elskede for eksempel hendes røde hår, mens andre ikke kunne udholde det. Det afhang fuldstændig af hvilken mening man var til normalt, og hvad man mente om personen. Hvis Lillith for eksempel kunne se Stephan rigtigt, ville hun se en meget flot, ung mand. Ikke kun fordi han var køn, men også fordi hun kunne lide den person han var. Og hvis hun havde haft noget imod ham, ville hun have set en irriterende fyr, som ikke så helt så godt ud som man kunne. Men at være køn, var jo også et subjektivt begreb.
”Jeg havde nok egentlig troet at din hud ville være mere ru end den er,” sagde hun stille, og lod tænksomt nogle fingre glide henover hans hånd. Selvfølgelig fik man ikke hår hud i ansigtet, det vidste hun godt, men hun havde måske forventet at det ville være mere furet, mere tynget af arbejde end det var. Hun havde ikke regnet med at have mødt fin hud, gemt bag en smule skidt. Det var som at stryge sine fingre henover silke i sin søvne, man bemærkede det ikke helt, men det var behageligt. Det var sådan en slags hud han havde. Ja, det var det; som en bølge af overraskende behagelighed mod hendes fingerspidser. Hvem skulle have troet at en dreng hun bare var stødt på, på gaden, kunne have så fin hud? Det var en sjov tanke, for Lillith regnede ikke ligefrem med at han gik og plejede den. Måske var han bare velsignet af sin ungdom, det var nogle mennesker jo. Og så var der selvfølgelig også de mennesker som hende selv, der ikke ligefrem kunne kaldes ”velsignet af sin ungdom”. Hun var for det første ved at være gammel, hun var toogtyve og stadig havde der ikke vist sig skyggen af nogen der kunne være interesseret, så hendes tjenestepige, Mikela, måtte konstant holde hendes hud fugtig og ren i frygt for at det skulle vise sig på Lilliths ansigt, at hun var på den anden side af tyverne nu. En pinlig bemærkning faktisk, for de fleste blev trolovet i en alder af atten. Altså, selv hendes lillebror var trolovet. Og så var der bare nogen, ude af interesse for andre – blinde – som tydeligvis ikke kunne være så velsignet fra naturens hånd, som nogen påstod. Men meget af det der skræmte mænd væk, var nok at hun var blind. En skam, hun syntes selv at det var begrænset hvor besværligt det var, så længe hun havde en tjenestepige til at hjælpe hende rundt. Men den der fandt sammen med hende, ville heller aldrig kunne opnå beundrede blikke fra hende, måske var forfængeligheden ved hoffet bare lidt for stor efterhånden.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
( OTHER; ) -
( TAG; ) Stephan
( LYRICS; ) -
( WORD COUNT; ) 589 words
( CREDIT; ) BANGUMGD of CAUTION
|
|
|
|
Post by Stephan Fox Barker on Jun 15, 2011 17:33:02 GMT 1
Stephan gav hende helt hundrede procent ret i, at det kom an på øjnene der så og ejerens meninger, holdninger og fleksibilitet, men at han havde sagt det havde også vist hende, at det var med hans øjne, at hun var smuk. Det var igennem hans blik, at der opstod en skønhed foran ham. Hvis han havde spurgt Barker, så havde han også kaldt hende smuk, nærmere overjordisk skøn, men også kun fordi at han vidste, at det var en rig og fornem kvinde, han snakkede med. Hvis han spurgte dem, han engang havde gået i skole med, som nu mobbede ham, så ville de helt sikkert sige, at det var noget værre skrammel han havde samlet op, fordi hun var blind. Så var hun, i deres øjne, hjælpeløs. Det var hun ikke i hans, og hun var heller ej skrammel. Han kommenterede ikke på den lille sætning, da det burde ligge klart for hende, at det var sandt nok, men at det var hans øjne, der havde set og bemærket. Han gik med en smule tunge skridt, de skridt han plejede. Han havde aldrig gået særlig fornemt eller elegant, langt fra. Han havde en slasket og truntet måde at gå på. Mandigt, men ikke stolt. Rank, men ikke højrøvet. Basil trak lidt, men det fik han hurtigt under kontrol. Han skulle nok få ham ud og løbe, når de var færdige med at følge Lillith hjem, han trængte til det, det kæres pus. Igen lød kvindens stemme, Miss Adeles stemme. Ru? Han syntes ellers, at han havde ru hænder. Hans hænder var hærgede af alt den rengøring, transportering af sække, mad, stole, borde, affald og alt andet, der kunne bæres, gåture med Basil og hans muskler og en masse andet. Alt det arbejde og alle de parader fra slag, han lavede, så fik man ru hænder. Han overvejede kort, om det var hans ansigts hud, hun snakkede om, men da hun havde aet hans hænder, så han det som dem, hun mente. "Min hud er ellers ret ru, Lillith," sagde han og lod, ligesom hun havde gjort, et par af sine egne fingre glide hen over hendes hånd, så hun kunne prøve at føle dem igen, "Ikke ligesom din, men tak alligevel." Han studerede hende kort, hendes øjne igen. Han kunne vældig godt lide dem. De var enkle, ikke alt for spekulerende og sørgmodige. Den slags øjne mødte han hver dag. Øjne der ville ønske aldrig at være blevet til. Han kunne godt lide, at der ikke var nogen følelser i hendes øjne på den måde. Ikke at hun var følelsesløs, men der var bare den dejlige enkelthed i hendes øjne, som man kun kendte fra sin barndom. Den barndom, hvor lykke og glæde herskede. Inden Janetta forsvandt, Mrs. Barker. Han kunne godt lide det lille møde med Lillith. Det faldt på alle måder i hans smag. Det var grænseoverskridende, banalt og helt og aldeles forkert på alle mulige måder, men der var bare noget over stemningen denne aften. Han vidste ikke helt, hvad det var. Måske var det antallet af stjerner, der var steget, måske var det luften omkring dem, der var en del friskere, eller måske var det bare Stephans syn på livet, der havde fået sig noget af en opmuntring over at blive dus med en fin kvinde. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige. Gid han vidste det, så der ikke altid kom denne akavede stilhed, når han prøvede at føre en samtale med fremmede mennesker. Han kunne ikke finde ud af det. Han havde lært at holde sin kæft lukket og adlyde ordre. Hvordan skulle han så kunne være social? Det eneste tidsupnkt, han kunne snakke længe og grundigt, var, når han fortalte historier. Dem han selv fandt på.
|
|
|
|
Post by Lillith Adele on Jun 18, 2011 9:44:57 GMT 1
i can't see, but that doesn't mean that i'm blind- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Da Stephan sagde at hans hud slet ikke var blød som hendes, lo hun kort, og rystede let på hovedet. Hun havde jo heller ikke påstået at han havde den blødeste hud i verdenen, blot at hans hud var blødere end hun havde forventet. Hun havde på én eller anden måde næsten forventet at det ville føles som at røre ved en ru sten, for dem ved hoffet havde så frygtelig bløde hænder, da de aldrig rigtig havde lavet det store arbejde. Det var utroligt at samme køn, af samme race, kunne være så forskellig fra hinanden. Man skulle næsten tro at de ville minde mere om hinanden, men de var så frygtelig forskellige. Stephan her, mindede på ingen måde om mange af de mænd hun havde mødt ved hoffet. Alle deroppe gik op i smykker, parfumer og ting de kunne købe. Og så gjorde de heller ikke noget frivilligt, ville man have noget af dem, måtte man give noget igen, hvilket Lillith var overbevist om ikke var sagen med Stephan. Han havde ganske uselvisk tilbudt sin hjælp, så hun kunne komme hjem, og han havde ikke nævnt noget om at få noget igen. Hvis hun skulle vælge mellem én fra hoffet og én som Stephan, ville hun ikke tøve med at vælge sidstnævnte. Ville man ikke meget hellere have en enkelt ven der var en rigtig ven, frem for en stor flok venner der i al hemmelighed hader én? Nej, der var ingen grund til at Lillith skulle foretrække nogle rigere frem for Stephan, bortset fra at hendes forældre måske ville være knap så begejstrede hvis huset blev fyldt op af folk der ikke var overklasse, frem for omvendt.
”Forskellen ikke skræmmende stor,” valgte hun så bare at svare med et lille smil, inden hun med den frie hånd strøg noget af det røde hår til side. Gad vide hvor langt hende og Marina egentlig var gået? Hun anede ikke hvor hun var, og hun havde så absolut ingen anelse om hvor langt hjem der var. Det var på et sådant tidspunkt at hun faktisk var meget glad for at hun var blind, for ellers havde hun nok bedre været i stand til at gå i højhælede, og så havde hun slet ikke kunnet holde ud at gå her. Så det at det var nødvendigt at have flade sko på, var på ingen måde noget negativt. Hun var faktisk meget glad for det, ellers havde hun nok bare sat sig ned på enden, og nægtet at gå længere. Men lige nu ville hun egentlig bare gerne hjem til sine forældre igen, eller.. det var ikke fordi hun bare var interesseret i at efterlade Stephan, hun kunne faktisk gode lide hans selskab. Måske hun kunne invitere ham med ind, blot til en lille bid mad? Som en slags tak for hjælpen. Det ville sikkert virke som om hun bare var interesseret i at købe hans venlighed, men hun håbede at han ikke ville se på det sådan. Forhåbentlig ville han bare blive glad for gestussen. Forhåbentligt. Nu var det jo ikke ligefrem fordi Lillith var vildt og voldsomt meget i stand til at læse hans ansigt, se om han smilte eller ej, men stemmer var hun efterhånden blevet lidt bedre til. ”Ved du hvor langt der cirka igen?” spurgte hun så langsomt, og fugtede læberne, mens hun langsomt gik videre. Selvom Stephan støttede hende, viste hende vej, måtte hun stadig passe på ikke at snuble over noget. Det kunne være et fantastisk kønt syn hvis hun kom hjem med skrabede knæ og hænder. Hendes forældre ville blive rasende, især fordi hun højst sandsynligt ville ødelægge kjolen i faldet. Så hun var nødt til at gå langsomt og forsigtigt.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
( OTHER; ) -
( TAG; ) Stephan
( LYRICS; ) Leona Lewis, Broken
( WORD COUNT; ) 618 words
( CREDIT; ) BANGUMGD of CAUTION
|
|
|
|
Post by Stephan Fox Barker on Jun 18, 2011 14:50:24 GMT 1
Stephans ører lyttede endnu en gang til hendes stemme. Ikke en skræmmende stor forskel? Måske ikke, men for Stephan ville der altid være en forskel. Hun var fint klædt på i rene klæder, der strålede langt væk af finere rang end han, der havde John Barkers aflagte tøj på. Han havde fået det, og hvis han ikke var taknemmelig for det, så kunne han få lov til at gå nøgen rundt. Problemet med det var bare, at Mr. Barker var en del tykkere, da han var ung, end Stephan var. Bukserne var blevet syet ind, så de passede ham, selvom de stadigvæk var en lille smule løse, men skjorten den var alt for stor til ham. Et par størrelser for stor. Uheldigvis var stoffet heller ikke det mindst slidte i London, tværtimod, så var det mere end bare slidt. Hvis det ikke havde været beskidt, så havde man få steder på skjorten kunne se ind til hans krop og sandfarvede hud. Hun snakkede igen, den skønhed. Stephan regnede med, at dette ville være den eneste gang, han nogensinde ville se hende. Denne kvinde ville ikke komme til at fare vild i denne forkerte ende af London igen. Aldrig nogensinde, ikke hvis hendes forældre fik noget at vide. Ikke fordi han kendte hendes forældre, men sådan var de fleste rige mennesker. Hvis der skete deres børn det mindste eller blot hvis de var blevet så ydmygede, at de var blevet nødt til at blive fulgt hjem af en træl, så skulle de nok sørge for, at sådanne ting aldrig skete igen. Og deraf kom hans grund til, hvorfor at han nok aldrig kom til at se hende igen. Det var egentlig ærgeligt. Det var ikke så tit, at han mødte så venlige folk, der interesserede sig for ham. At han så skulle give slip på den eneste mulighed, han havde haft i flere år, for at få en ven, i dette tilfælde en veninde, det gjorde ham ondt. Meget ondt. "Vi er ikke langt fra, men der er et lille stykke endnu," sagde han ærligt istedet for at bruge samme standardsvar, som de fleste forældre brugte, hvor de bildte deres børn ind, at man snart var fremme, når der stadigvæk var flere kilometer igen. Det var ren ondskab; uærlighed. Stephan forstod ikke, hvordan folk ikke bare kunne sige deres klare og rene mening om ting. Selvfølgelig var der sommetider gode grunde til at lyve og holde sit liv i sikkerhed, men så længe man ikke skadede sig selv eller folk omkring sig, så skulle man være ærlig. Kunne man lide kjolen? Var vasen fra Mrs. Barkers mor ikke bare flot? Findes der monstrer? Det sidste kunne han dog ikke lade være med at lyve lidt om. Han ville ikke tage den barnlige og frie fantasi fra folk, og specielt ikke lille Clara, når hun spurgte ham. Den kølige vind i den ellers lunkne aftenstund fik Stephan til at tage sig sammen til at sige noget til hende. Han snakkede ellers normalt ikke, men han syntes, at hun havde ført ordet godt længe, så derfor ville han af høflighed give hende noget at snakke om. Give dem noget at snakke om. "Hvis jeg må, så vil jeg gerne byde på et glas et-eller-andet," sagde han og kiggede dog blot frem for sig på Basil, der gik og snusede til den friske luft, da han ikke kunne se på hende, mens han spurgte, selvom han udemærket godt vidste, at hun ikke ville kunne se ham og hans nervevrag af en krop, på samme måde, "En anden gang selvfølgelig." Det var jo ikke sikkert, at hun havde lyst til at mødes med ham i den bydel, der lå klods op og ned ad Londons slumområde, men man kunne vel altid håbe på, at hun lystede et venskab ligesom han. Måske, det vidste han ikke endnu. Ellers måtte han vel bare se sig tilfreds med Basil og Clara. De var nu heller ikke så slemme igen.
|
|
|
|
Post by Lillith Adele on Jun 18, 2011 15:16:21 GMT 1
i can't see, but that doesn't mean that i'm blind- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
”Okay,” svarede Lillith med et lille smil, og nikkede. Hende og Marina måtte være gået ganske langt, hun havde slet ikke været klar over hvor langt væk de egentligt var kommet. Trods den overfladiske samtale, måtte tiden være fløjet meget hurtigt, for hun syntes ikke at de var gået voldsomt hurtigt. Og så spurgte Stephan om han måtte invitere hende ud til noget et-eller-andet at drikke en dag! Hun drejede hovedet en smule væk fra ham, og lyste helt op i et smil, oprigtigt glad for at han ville have noget med hende at gøre. Når man var en del af overklassen havde man kun ganske få ægte venner, så at han ville se hende igen, gjorde bare hendes knap så gode dag, vidunderlig. ”Jeg ville elske det,” svarede hun og nikkede til ham. Ganske vist ville det kræve en del overtalelse ved forældrene, at få lov til at tage af sted med en fyr som Stephan, det ville de overhovedet ikke bryde sig om. Faktisk ville de garanteret forbyde hende det, men hun skulle nok komme af sted. Om end ikke andet, så måtte Mikela hjælpe hende uset af sted. Forældrene brød sig ikke om at deres blinde datter var sammen med folk, de ikke vidste om de kunne stole på. At Lillith muligvis stolede på personen var selvfølgelig sagen uvedkommende, det vigtigste var magtspillet mellem de større familier, penge. Om den stakkels, blinde Lillith skulle finde en ven i en person der ikke var ligesom dem, det kunne de sandelig ikke tage hensyn til. Men det betød ikke at hun ville finde sig i det. Blidt gav hun Stephans hånd et lille klem og smilede. Faktisk var det svært for hende ikke at smile, hun kunne godt lide ham, og da han ikke rigtig ville kunne bruge hende til noget var hun overbevist om at det måtte være ærlige intentioner der ledte ham. Og hvem ville ikke nyde tanken om for en gangs skyld at få en mulighed, for at få en rigtig ven?
”Og du skal selvfølgelig altid være velkommen i mit hus,” dette var dog ikke kun fordi hun så en mulighed for en ven i Stephan, men også fordi han havde hjulpet hende. Hvem ved hvad der kunne være sket hvis ikke han var kommet? Hun havde under alle omstændigheder ikke fundet hjem alene i hvert fald, hun var højst sandsynligt bare faldet i et hul og havde brækket nakken eller sådan noget. Så på en måde så hun det lidt som om han havde reddet hendes liv, hun skyldte ham ligesom noget. Hvordan kunne hun gøre op for det? Mens vindens blide susen strøg forbi dem, og de langsomt gik videre, overvejede Lillith hvad hun kunne gøre for at betale Stephan tilbage. Hendes tanker gik automatisk over på hans arbejde. Hans øje. Der måtte være noget hun kunne gøre for ham, han fortjente det. Mange ærlige mennesker der ikke tilbage, og nu havde hun været så heldig at møde ét af dem, så måtte hun også gøre noget for at gøre det lettere for ham. Hun kunne tilbyde ham et job i deres hus, selvfølgelig, men det ville virke så underligt forkert hvis han skulle arbejde for hende. Hun kunne sige noget til hans chef, men denne ville nok bare gøre livet endnu mere surt for ham. Nej, indtil videre kunne hun ikke gøre så frygtelig meget andet, end at vente på hvad der skete. Næste gang de sås, eller.. han så hende, hun hørte ham, så måtte hun finde en måde hvorpå hun tilfældigvis kunne lande et spørgsmål om, om han var interesseret i andet og muligvis bedre arbejde. Jo, det var sådan hun måtte gøre. Hvis hun fik spurgt, og hvis han skulle sige ja, ville hun have en ven derhjemme også. Hvem ville ikke elske det?
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
( OTHER; ) -
( TAG; ) Stephan
( LYRICS; ) The Voice, Celtic Woman
( WORD COUNT; ) 635 words
( CREDIT; ) BANGUMGD of CAUTION
|
|
|
|
Post by Stephan Fox Barker on Jun 20, 2011 22:11:45 GMT 1
De tre små ord, hun ville elske det, gjorde ham glad, men han smilede dog stadigvæk ikke. Han var en svær knægt at få til at smile. Han havde endnu ikke prøvet denne form for venlighed og tæthed, som han havde med hende. Normale mennesker, de fleste af overklassens høje rang, ville tage dette som ganske normalt. Stephan var ikke vant til at holde et andet menneske om armen med hendes hånd i sin. Han var ikke vant til at blive rørt ved uden at hårde smæld kunne høres helt ude på gaden. Han fulgtes blot med hende, mens han holdte Basil tæt ved sig. Han havde heldigvis været ude at løbe allerede én gang i aften. Stephan var lidt træt i benene, hans knæ gjorde ondt. Han måtte vel bare give ham den ekstra løbetur næste morgen. I sin uvished omkring, hvad han skulle sige til hende. Han kunne ikke rigtig sige noget. Han var så vant til stilhed, at han næsten helt nød, at ingen af dem snakkede. Gad vide, om hun havde en fantasi lig hans? Intet ville være mere perfekt, hvis hun havde, men okay, hvis hun ikke havde det, så kunne hun i det mindste have et så åbent sind, at hun kunne tage imod hans mange og gakkede historier. Forhåbentlig. Han drejede overrasket hovedet, da hun sagde, at han altid var velkommen i hendes hus. Målløs. Tabt for ord gik han blot ved siden af hende, holdte hende i hånden og hunden i den anden, mens han fugtede sine læber i uvished for, hvad han dog skulle gøre eller sige til denne.. denne smukke opfordring. "Jeg.. Tusind tak, Miss Lillith,"sagde han og så frem mod Basil igen. Hendes milde sind forfriskede hans dag op. Hun var som en kold spand vand i hovedet end bagende hed sommerdag og som hans varme sengetæpper den koldeste vinternat. Hun var så lige til. Han følte sig afslappet omkring hende, skønt han ikke helt turde hengive sig til den afspændte følelse. Han var altid på vagt, for det havde han lært at være. De drejede kort rundt om et hjørne og kom da ud til nogle marker. En grusvej skar igennem de to marker. Man kunne tydeligt se herregården fra, hvor de stod, men han ville selv lade hende føle lettelsen ved næsten at være hjemme. Hun kunne vel få den viden fra lyden og følelsen af gruset under sine fødder. Stephans fødder trådte ud på gruset, så den knasende lyd, der lød som tusinde sneglehuse under en kæmpes fødder, nåede hans øre. Turen henover grusvejen synede længere end den egentlig var med vinden, der bar de glade alkoholiske dage fra en kro ikke langt derfra med sig, som underholdning. Der gik ikke lang tid før de stod henne foran den store herregård med de store døre, store vinduer og sikkert endnu større rum. Gårdspladsen foran var større end "Det Halve Krus" og trappen, der gik op til hovedindgangen var større end Stephans soveværelse. Han kunne ikke forstå det, men okay, måske var det derfor, at alle overklasseløgene lod folk som Stephan i stikken, fordi at de "ikke kunne forstå det". Han stoppede roligt op foran trappen, der første op til hovedindgangen, med hende og fastholdte dog sit blik på den store herregård. Basil stoppede også op og satte sig ved siden af ham. "Så er vi her," sagde han blot og lød måske lidt fraværende ved størrelsen på hendes tilværelse. Wow, det var mere end han havde regnet med. Jovist havde han set hendes kjole, men mørket havde gemt det fine væk i den, selvom den sikkert forstørrede herregårdens størrelse op til det dobbelte. Han så ned på Lillith og hendes smukke øjne og hår. Han slap roligt hendes hånd og fangede sig selv i at bukke meget let, nærmest ikke-eksisterende for en blind kvinde. Men han fandt nu stadigvæk en hvis respekt frem, som han var blevet opdraget til at have i mende kronisk for alle. Rige såvel som fattige. Alle fortjente respekt, for alle var lige meget værd, indtil det modsatte var bevist. Han lod et sidste blik studere hendes bløde træk i ansigtet. Jo, det gjorde ham lidt ondt at skulle forlade det eneste venlige menneske, nogen nat nogensinde havde budt ham.
|
|
|
|
Post by Lillith Adele on Jun 20, 2011 22:31:53 GMT 1
i can't see, but that doesn't mean that i'm blind- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Stephan der takkede, fik blot Lillith til at smile. Det var underligt så underlig han blev over sådan noget, var det ikke normalt? Nej, det var det nok ikke, men i hendes hoved var det. Hendes forældre ville hade hende for den åbne invitation, men de ville heller ikke omstøde den, de vidste bedre end det. Men hun var faktisk lidt glad for hans reaktion, så følte hun i det mindste ikke at han var helt ligeglad. Som de gik, blev der dog stilhed igen, en slags forfriskende stilhed. Man kunne høre vinden i træerne, småfugle der kvidrede, og man kunne ligesom høre stilheden sænke sig over verdenen. Det var en helt forunderlig lyd, stilheden, for på én side var der stille, men på den anden hørte man sjældent noget der larmede mere end stilheden. Den afslørede hver en lille lyd, som et brag i et stille lokale. Det var specielt.
Men pludselig blev Lillith revet ud af sine egne tanker, var de der allerede? Det var sandelig hurtigt. Men hun kunne godt mærke at han havde ret, hun havde gået turen op ad indkørslen en million gange, lyden af stenene var helt speciel. Der var ingen tvivl om præcis hvilken herregård hun var ved. Men selvom det glædede hende at hun var ved at være hjemme, slog en underlig tristhed hende samtidig. Det betød også at hun måtte sige farvel til dette menneske, Stephan, der havde hjulpet hende her til aften. Ganske vist havde hun kun kendt ham i kort tid, men hun følte at hun havde oplevet en hel rejse sammen med ham. Hun havde fået et lille indblik i hvordan det var ikke at være født som hende, hun havde mærket hævelsen omkring hans øje, ja, næsten mærket hvordan det måtte føles ikke at blive behandlet som en værdifuld skat skat, som hun næsten selv blev. Hun havde hørt ham digte en historie, blot ud fra en rotte på gaden, det var som at få lov at se ind i et andet univers af kunstnerisk frihed, en fantasi uden lige. Hun havde hørt hans mening om Marina, hun havde mødt hans hund, Basil, hed den. Det var som om hun var blevet inviteret ind i en anden verden, som hun ikke helt var parat til at give slip på allerede. Hvis ikke hun vidste bedre, ville hun have påstået at hun faktisk kendte Stephan, at han var mere end blot den fremmede der havde reddet hende denne aften. Det lød så forfærdelig fjollet at Lillith måtte smile af sig selv, hun var så frygtelig barnlig nogle gange, men det var svært at bebrejde sig selv for det. ”Stephan, vil du..” lidt akavet forsøgte Lillith på at gøre nogle fagter mod huset, men ikke helt sikker på om hun pegede i den rigtige retning, ”med op?” Denne uvante indbydelse fik en let rødmen til at stige op i hendes kinder, hun kunne ligesom mærke hvordan hele hendes ansigt blev varmere. Og så kom hun i tanke om Basil, de kunne jo ikke bare efterlade hunden. ”Åh, Basil, jeg.. ehm.. Mikela kan vældig godt lide hunde, jeg er sikker på at hun med glæde ville tage ham med ud i køkkenet og.. pusle lidt om ham? Åh gud, jeg lyder jo så frygtelig fjollet.” Hun var ikke vant til selv at invitere folk op, det var jo normalt kun veninderne hun havde med oppe til at snakke, og det var jo så normalt at det næsten var støvet. Hun var ikke vant til at invitere.. hankøn.. med op, men hun havde bare ikke lyst til at sige farvel endnu. Hun følte sig virkelig fjollet, og forventede blot at Stephan skulle bryde ud i latter hvert øjeblik, for det var da også noget underligt noget hun havde gang i. Men var det virkelig så frygteligt at hun gerne ville lære ham at kende lidt mere? Bare.. være lidt mere sammen med ham? Bare en lille smule? Bare indtil hun var klar til at sige farvel.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
( OTHER; ) Mit længste svar indtil videre! Tror jeg. Jeg ville bare lige blære mig, eller sådan noget. XD
( TAG; ) Stephan
( LYRICS; ) Wouldn't change a thing, Camp Rock 2
( WORD COUNT; )665 words
( CREDIT; ) BANGUMGD of CAUTION
|
|
